Øster Sogns Historie

Lidt om Øster Sogn og dets historie af Magnus Vistesen

Mogenstrup er i dag hovedlandsbyen i det udstrakte Øster Sogn langs Vestbredden af Karup å. Engang var Trandum sogn den rette betegnelse for samme område; men det ophørte at have mening, da den gamle middelalderkirke i Trandum i 1554 blev nedrevet og sognet lagt til Sevel. Det var da et meget stort sogn, så herefter talte man om Østersognet og Vestersognet og endnu senere om Søndersognet. Det var herremanden på Stubbergård, Iver Juel, af Stjernejuelernes gamle slægt, der ikke ønskede at have udgifter på at vedligeholde to kirker, og det behøvede han måske heller ikke, da han var en indflydelsesrig mand og stod i stor yndest hos landets konge, Christian den tredje. Iver Juel havde nemlig under bondeoprøret; kaldet Grevens Fejde, -været på den rigtige side, nemlig den nye konges, og han havde tilmed støttet kongen ved gennemførelsen af den kirkelige reformation i 1536. Kongen belønnede ham ved i 1538 at gøre ham til sin lensmand på Stubberkloster. Iver Juel skulle naturligvis sørge for de 11 nonner, der på det tidspunkt endnu boede på klosteret. Det fik han dog betaling for. Senere, i 1547, købte Iver Juel klosteret af kongen for 12765 daler.

Selvom han da ejede herregården, bøndergodset og kirkerne, måtte han alligevel sende en ansøgning til kongen for at få lov til at rive Trandum Kirke ned, og tilladelsen fik han d. 12. jan. 1554. Det siger sig selv, at Iver Juel ikke har efterladt sig det bedste omdømme I Østersognet, hvor den smukke og vel vedligeholdte kirke indtil da havde været samlingspunktet. Nu måtte beboerne gå den lange og besværlige vej over heden og gennem områder med søer og moser for at komme til gudstjeneste i Sevel Kirke, som da blev udvidet, fik pålagt blytag og tilføjet tårn, -alt sammen af de gedigne materialer fra den nedrevne kirke.

Iver Juel døde et par år efter (1556), og bønderne i Trandum og Mogenstrup forsøgte da at få sagen taget op på højeste sted. På kongens retterting i Kolding i 1558 blev trandumboernes klage imidlertid endelig afvist. Alligevel har man indtryk af, at beboerne i det gamle sogn aldrig helt opgav håbet om at få deres kirke genrejst. Der fortælles således en morsom historie om, hvordan en velhavende bonde i Trandum en gang under et gilde kom til at ytre:" Åh! Ved I hwa. I ska no ett sej, te vi aldrig får wos en kjerk æjen. A kund banneden jenn mand bygg wos en kjerk, hvis det skuld vær". Det skulle han nu aldrig have sagt et ord om, for bemærkningen endte til sidst hos det da nyetablerede sogneforstanderskab i Sevel, som besluttede, når manden nu var så rig, at forhøje hans kommuneskat.

Et par gange i løbet af det 19.århundrede blev der søgt om tilladelse til kirkens genopførelse; men ansøgningerne blev ikke imødekommet.

I 1860 skete dog noget, som på længere sigt skulle komme til at bryde vej til målet; for det år fik skolen i Mogenstrup ny lærer, og han hed Anders Jensen og var født og opvokset i Sevel Skovby. Han var ud af slægten fra Trandum Kirkegård, den gård ved siden af kirken, hvor den gamle kirkenøgle gennem alle årene var blevet opbevaret. Anders Jensen havde derfor forudsætninger for at forstå den betydning, det kunne få, om kirken kunne genrejses. Han blev formand for den kirkekomité, der dannedes omkring 1880,og som arbejdede støt frem mod målet, og endelig i sommeren 1891 kunne grundstenen til den nye kirke nedlægges, -i øvrigt under megen bevågenhed fra hele egnen. D.13.december samme år blev kirken indviet. 337 år var gået, og nu endelig var der rådet bod på gammel uretfærdighed.

Skolen i Mogenstrup, hvor Anders Jensen var lærer fra 1860 til hen imod århundredets slutning, har eksisteret siden 1833. Da Anders Jensen begyndte som lærer i byen, var der også skole i Trandum, men dog kun en såkaldt biskole, hvilket betød, at Anders Jensen til at begynde med også skulle forestå undervisningen dér. Denne skole har ligget i nærheden af Smedegård i Trandum. I 1893 blev opført en helt ny og selvstændig skolebygning. Den første lærer ved skolen hed Frands Jensen; men i mange år var det Thora og Ludvig Christensen, der var lærerfolk i Trandum. De blev husket af mange, bl.a. fordi de i 1906 og de følgende mange år indbød til juletræ på skolen. Mange af egnens beboere havde da aldrig set et juletræ før.
I 1967 bestemte det gamle Sevel Sogneråd imidlertid, at skolebørnene fra Trandum fremover skulle gå til Mogenstrup skole. I Mogenstrup var der allerede i 1954 blevet bygget en helt ny skole. Arkitekt Rich Aas fra Varde havde tegnet den smukke og harmoniske skolebygning, og kunstneren N. Mølgaard Andersen fra Skive havde udsmykket gangarealets vægge med kalkmalerier, der fortalte historien om kirkenedrivningen i 1554. I 1967 blev nu opført en fløj mod vest, så der også blev plads til trandumbørnene. Det er den nuværende Hjelm Hede Friskole.

Trandum er den ældste del af det gamle sogn. Såvel Sebstrup som Mogenstrup og Karstoft er udflytterbyer dérfra, måske er de opstået en gang i Vikingetiden,- Karstoft muligvis endda lidt senere. I Mogenstrup er det forholdsvis let at finde frem til kernen af den gamle landsby. Det er de fem gårde, som ligger langs Rønnes Bæk, der begynder et sted ude i Rønnes Mose og som løber ud i Karup Å. Omkring denne kerne har byen i nyere tid udviklet sig med villabyggeri mod syd og mod nord langs Tingvej med et større sammenhængende parcelhuskvarter, kaldet Åglimt.

Der er også placeret et antal moderne lejeboliger. Fra denne del af byen er udlagt en natursti, der fører mod øst til bredden af Karup Å.

Det er denne forunderlige strøm og dens brede enge, digteren Jeppe Aakjær har skildret i digte som "Karup å", "Nu er dagen fuld af sang" og "Der går en å i min faders eng". Egnens anden betydelige forfatter, Marie Bregendal, forstod også at værdsætte egnens natur. Hun har engang udtalt sig om de landskaber, der danner Østersognets vestgrænse, at, "de store hedebakker øst for Søgårde og Stubbergård sø er noget af det skønneste i Danmark". 
 

Når landbefolkningen i gamle dage skulle gøre indkøb, gik turen til købstaden. For beboerne i Trandum, Sebstrup og Mogenstrup området betød det besværlige køreture med stude- eller hesteforspand til Skive. Man opstaldede i de store købmandsgårde, hos Diges eller Stillings, under opholdet, og når indkøbene var gjort og andre ærinder besørget, som f.eks. besøg på et enkelt værtshus eller to, gik turen atter sydpå.
Et gammelt ord siger, at når bønderne kørte deres tunge køretøjer mod Skive, lød det klagende fra hjulnavene:"Fjett og tier, fjett og tier". Anderledes på hjemturen, når manden i købmandsgården eller på værtshuset, eller vel snarere begge steder, havde styrket sig ved at indtage opkvikkende dråber. Da jog han måske lidt hårdt på de stakkels trækdyr, så de tunge hjul måtte snurre hurtigere. Da ændrede klagesangen sig til en slags selverkendende bagklogskab i lyde, der kunne tolkes som "A tint æ nok, a tint æ nok".

I slutningen af 1800 tallet fik de fleste landsbybeboere mulighed for at handle lokalt, når det drejede sig om dagligvarer. Således også i Mogenstrup, hvor der på en af gårdene langs bækken etableredes høkerbutik. Her til kom fra den anden side af åen såmænd Gammel Jehannes (Fra Aakjærs digtning) for at få sine to dunke fyldt, den ene med stenolie (Petroleum) og den anden med brændevin. Hver af dunkene kunne rumme to liter. I 1895 oprettedes en brugsforening i Mogenstrup.

Den blev især i Astrid og Ansgar Nielsens uddelertid en stor og blomstrende landforretning. I dag har mange af butikkerne i landsbyerne måttet dreje nøglen om. I Mogenstrup er brugsforeningen nedlagt, og en købmandsforretning har også måttet indstille sin virksomhed. På en måde et tilbageskridt for landsbyerne; men vel også selvforskyldt. Det er i hvert fald en kedelig udvikling, som har ramt landsby efter landsby i disse år.

Til gengæld oprettedes i 1966 servicestationen Hørkjærdam ude ved Herning-vejen, der blev bygget omkring 1960. Her er opbygget en moderne servicestation med cafeteria og købmandshandel, samt en stor butik med sikkerhedsudstyr, arbejdstøj, jagt og fiskeriartikler. På den måde har egnen bevaret en god dagligvarebutik. Tankstation og købmand lukkede dog i 2007 , og der blev etableret et stort kræmmermarked i lokalerne. Cafeteriet er stadig åbnet og servere dagligt et bredt udvalgt af lækre retter.

I midten at det gamle Mogenstrup ligger byens forsamlingshus, der blev opført i 1937.

Huset var ikke særlig stort, så i 1956 blev det udvidet for 33.000 kroner. I 1983 udbyggedes det yderligere med en fast scene. Huset har som andre forsamlingshuse været benyttet til lidt af hvert, foredrag, teatervirksomhed og folkedans. I nyere tid er det især anvendt som ramme om mange private fester.

Landskabsmæssigt har egnen ændret karakter gennem årene. Anders Jensen skrev i 1897, at der før 1860 næppe var 10 træer i hele Trandum sogn. Landskabet var nøgent og domineredes af lyngheder, især i den sydlige del af sognet.

Men Anders Jensen fortæller også, at Hedeselskabet havde en gavnlig indflydelse på egnen, så der allerede i halvfemserne fandtes haver og småplantninger omkring de fleste gårde og huse. I dag fremtræder egnen med mange hegn og en del skov. I Trandum blev således engang i trediverne anlagt Plomgårds plantage. Mod vest er resterne af den engang så udbredte Rønnes Mose sprunget i skov, og bredderne af Stubbergård Sø og Flyndersø er delvis dækket af kratskov. Lyngheden er i vor tid fortrængt vestpå til arealerne ned mod Flyndersø.

For nogle år siden fik beboerforeningen, der blev stiftet i begyndelsen af 1977, fremstillet en folder om Øster Sogn. Folderen havde titlen "Mogenstrup - midt i naturen" - Og sådan er det jo. En sommerdag langs Karup Å f.eks. er altid en oplevelse. "De bredeste enge, jeg nogentid så", skrev Aakjær en gang. Det er engstrækningen langs Karup å mellem Trevad Bro og gangbroen i Karstoft. En god oplevelse er det også på Trandumsiden fra Trevad Bro at følge åløbet sydpå. Her får engarealerne en lidt anden karakter, idet træer og buske her gennem årene har fået lov til at brede sig i hegn og klynger. Sommeren igennem - og ikke mindst i forsommertiden - finder man her en mængde blomster i broget mangfoldighed. Kabbelejen skal søges tidligt på forsommeren, hvis man vil nyde synet af dens store gule blomster, og gøgeurten vil man også kunne finde her; 

trævlekrone i store kolonier giver tiltrængt lidt rødt i mængden af gule ranunkler. Lidt længere hen på sommeren vil man visse steder kunne træffe eksemplarer af den flotte kattehale. Mens å- og englandskabet på denne strækning i maj - juni således forekommer at være indbegrebet af sommerfrodighed, sker der en lille ændring, når man fra Vridsted Bro på Trandumsiden bevæger sig endnu længere mod syd. Frodigheden vedvarer, om end knap så udtalt; men selve åløbet tiltrækker sig til gengæld næsten al opmærksomheden. På strækningen mellem Vridsted Bro og Hagebro har åen i endnu højere grad bevaret sin oprindelige karakter med de særeste og mest overraskende slyngninger og vrid.

Lad mig slutte denne overvejende historiske vandring i det gamle sogn med at finde ud til sogne- og kommunegrænsen mod nord. Når man færdes ad Gammel Skivevej, skal man vide, at her er bevaret et godt stykke af den gamle adelsvej fra Holstebro til Skive. Tilmed kan man her finde nogle få af de gamle milesten, der stammer helt tilbage fra den tid, hvor Ole Rømer havde fået til opgave at opmåle landets hovedveje og opsætte milesten på småhøje langs vejkanten. Det var i tiden 1691 - 1697. Der var opsat helemilesten, og mellem dem mindre sten med skålformede fordybninger, 1, 2 eller 3 af slagsen. De betegner henholdsvis 1,2 eller 3 fjerdingvej. De tre store helemilesten står i Stendis, i Søgårde og nord for Flyndersømølle, mens et par af de små sten altså findes ved Gammel Skivevej. Når man ad den gamle grusvej er nået frem til frakørslen til Snævringen, har man passeret sogne- og kommunegrænsen. Ca. et par hundrede meter længere mod syd, hvor Sebstrupvej kommer fra øst er skellet. Det er næsten eller helt identisk med det gamle lyngovergroede dige, der ude fra Herningvej fører over Gammel Skivevej og helt ud til Flyndersø. Det dige stammer tilbage fra føromtalte Iver Juels tid. Der fortælles, at han og naboherremanden på Estvadgård ikke kunne enes om, hvor skellet gik mellem deres besiddelser. Iver Juel besluttede da ikke overraskende at løse problemet på sin egen måde. Han kommanderede bønderne i Sebstrup og Mogenstrup, og måske også dem fra Trandum og Sevel til at grave et skeldige. Det har været umiddelbart før herremandens død i 1556. Diget er der altså stadigvæk nu snart 450 år efter og bærer det meget sigende navn "Æ Kåest", hvilket betyder, at det er gravet, kastet med håndkraft. Det har været en drøj omgang for de stakkels bønder, og der har sikkert været mumlet mange forbandelser over herremanden og hans foged.

Når man i dag til fods følger det gamle dige, får man derimod en god naturoplevelse. Det vil ikke være en særlig stor overraskelse, om man på en sådan tur skulle få set et rådyr eller en ræv krydse det gamle dige, og i august september vil man kunne vederkvæge sig ved undervejs at plukke såvel sortebær som tyttebær.

Øster Sogn - det gamle Trandum Sogn - er et spændende og udstrakt område. Det rummer forskellige slags landskaber, og historiens tale møder man overalt. Jeg har langtfra medtaget alt. Jeg har således undladt hele sagnområdet. Der findes mange sagn om Trandum, Mogenstrup, Karstoft og Sebstrup. Man kan finde dem i E. Tang Kristensens samlinger f.eks. "Danske sagn" og "Det jyske Almueliv". Endelig vil man kunne finde en del i bogen "Står om end tårnene falde", der blev udgivet i anledning af Trandum kirkes 100 års jubilæum.